Om bitcoins

Mange har hørt om bitcoins; nogle har været med i lang tid, andre kun i kort tid, og mange har aldrig prøvet at handle med bitcoins.

Hvorfor står der noget om bitcoins på hjemmesiden?

Bitcoins bygger på kryptering og andre matematiske procedurer. Derfor er det interessant at se på bitcoins, og den matematiske teori der ligger bag.

Jeg skriver om bitcoins, men det er på ingen måde en anbefaling til køb af bitcoins. Det er selve fænomenet ‘bitcoins’ der er interessant.

Jeg skriver først lidt løst om bitcoins. Andre kan sikkert komme med mere velunderbyggede forklaringer og påstande; men her er min mening.

Bitcoins er decentrale

Man kan, helt uden om de store kommercielle bitcoin-handelsplatforme, kun ved brug af et program installeret på ens egen computer, oprette en wallet (elektronisk tegnebog) til bitcoins, administrere denne wallet, sende og modtage bitcoins.

Skal man derimod købe bitcoins for almindelige penge, eller sælge bitcoins for at få almindelige penge ud, så må man nok gøre dette gennem etablerede virksomheder.

Inden man gør det, så skal man sikre sig at dem man køber bitcois af, for almindelige penge, eller dem man sælger bitcoins til, for at få alimindelige penge ud, er hæderlige. Der er altid nogle der vil snyde, stjæle ens penge, og dem skal man undgå.

Skal man oprette en konto i banken, så skal man en masse igennem. Med bitcoins kan man, som nævnt, oprette en wallet på få minutter, og så er man i gang.

Når man køber, eller sender bitcoins til andre, så udfører ‘minerne’ en masse beregninger. Disse beregninger skal til for at transaktionen går igennem, bliver godkendt. Det skal de naturligvis have betaling for. Minerne tjener på mine overførsler, men ellers har jeg lavet det således at mine bitcoins kører udenom alle andre komercielle virksomheder. Har jeg brug for en ny wallet, eller vil min ven/veninde have en wallet, så opretter jeg den på få minutter, og vedkommende er i gang.

Det eneste problem er, at gebyret ved overførsel p.t., dvs. 2021-07-06, er urimeligt højt. Uden at være helt sikker, så virker det som om, at betaler man 10 kr. pr overførsel, så går den hurtig igennem. Er man mere nærig, og har tid til at vente, så kan man få begyret ned under 1 kr. pr. overførsel. Jeg viser hvordan i et senere afsnit; ‘Elektrum – Send og modtag’. I dag, april 2022, fik jeg overført 150 kr i bitcoins til Libre Office, som leverer en super god gratis officepakke. Det kostede vist kun 20 øre i overførsels-udgifter.

Bemærk at jeg kun har bitcoins for få hundrede kr., så der er intet at komme efter!

Hvad er bitcoins?

Bitcoins er noget man kan købe for almindelige penge. Man kan også sælge bitcoins, og få sine almindelige penge tilbage. Man kan overføre bitcoins til en anden person. Andre kan overføre bitcoins til dig. I forholdsvis få butikker kan man betale med bitcoins.

Bitcoins er noget man kan gemme i en elektronisk pung (wallet), og bitcoins kan bruges til at overføre værdi fra en person til en anden. På samme måde som man bruger almindelige penge; de står på ens konto i banken, eller man har gemt dem hjemme i form af fysiske mønter eller sedler, og de kan gives til andre personer.

Man kan så spørge hvad en bitcoin egentlig er. En bitcoin er ikke en fysisk mønt. Man kan ikke røre ved en bitcoin. Man kan ikke se en bitcoin, som sådan.

Men sådan er det jo efterhånden også med de sædvanlige penge; de står i banken, man kan bruge dem til at betale med, man kan overføre nogle penge til en anden. En fysisk en-krone er en mønt, en ‘en-krone-mønt’, men hvad er det; en fysisk en-krone er jo bare noget metal man har smeltet og trykket ud til noget vi kalder for en en-krone, i form at en mønt. Mønten i sig selv, som metal, er næsten værdiløs, men den repræsenterer en værdi på en krone.

Oprindeligt blev almindelige penge brugt til at lette det med at købe/sælge; i stedet for at jægeren skulle bytte en død hjort for en sæk mel fra mølleren, og så gå hen til smeden med sækken med mel for at få skoet sin hest, så kunne hjorten byttes for penge hos mølleren, pengene kunne jægeren så til betale til smeden, og smeden kunne så vælge at købe en sæk mel fra mølleren med de selv samme penge.

På samme måde kan man tænke på bitcoins som et betalingsmiddel.

Hvorfor bitcoins?

Den store interesse for bitcoins skyldes nok, at kursen på bitcoins er steget sindsygt meget i værdi de sidste år. Mange vil gerne være med på vognen i håbet om den store gevinst, men bitcoins kan falde lige så meget i værdi som de er steget!

Det er naturligvis ens eget valg om man vil gå ind i bitcoins. Nogle tror på den store gevinst. Jeg selv tror at man skal passe rigtig meget på, kursen ér jo steget. Der er også en masse andre digitale valutaer, man skulle vist endda kunne oprette sin egen digitale valuta.

Bitcoins har kun en værdi fordi man tror på at de bitcoins man har, og måske vil sælge, kan sælges til en ordentlig pris, til en anden. Reelt er bitcoins jo ikke andet digitale data, og mister folk interessen eller tiltroen til dem, så kan de blive stort set værdiløse.

Men derfor kan man jo godt lege lidt med bitcoins, og det er ikke så svært.

Bitcoin er en digital valuta. I princippet er en bitcoin, som nævnt, intet værd, og alligevel kan en bitcoin sælges for over 200.000 kr. Værdien bygger på, at der er nogle der vil købe bitcoins, og nogle der vil sælge bitcoins.

Er bitcoins noget værd?

Man kan så spørge hvorfor man skal købe noget (bitcoins) som sådan set intet er værd. Svaret er, at der er mange andre tind man kan købe, som vel heller ikke er noget værd.

En kunstner, som måske ikke var særlig talentfuld, måske var han excentriker, han blev kendt, folk købte hans malerier, han kendte de rigtige, kom i de rigtige kredse, hans billederne sælges nu for millioner, men billederne er jo, som billeder, intet værd, og de er måske tilmed ‘grimme’.

Et billede, malet af van Gogh, er mange milliioner værd. En kopi, som eksperter måske ikke engang kan afgøre ægtheden af, uden at kende svaret, er intet værd. Det er ikke billedet i sig selv der er noget værd, det er malerens navn på billedet, det er den fælles ide om at det, denne kunstner har frembragt, er unikt og originalt, og ‘anerkendt’, og derfor er billedet noget værd.

Reelt er det vel kun ting der kan bruges til noget, ting som har en funktion, der er noget værd. Alt andet; kunst, penge, bitcoins, samlekort, … er i princippet intet værd.

Der er dog ingen der er bleve fantastisk rige af at have gemt en pose med mønter, men der er en del som er blevet meget rige af at have gemt bitcoins i mange år.

Hvis tiltroen til bitcoins falder, så falder kursen på bitcoins, og den kan sagtens blive nul hvis ingen gider have bitcoins.

Men ideen med bitcoins er skøn, en global digital valuta, decentral, ingen bestemmer over den, alle kan bruge den, gebyr betales ikke til de store banker, men til lokale ‘minere’.